1989 Kaos ved Kutterkajen i Nuuk. Fra ægteparret Møllers fotoalbum
KIVIOQ blev reddet fra skammeligt forlis. I 1989 kom der en ny havnechef til Nuuk, svendborgenseren Knud Erik Møller. En af havnechefens opgaver var at holde orden i havnen, og der ved Kutterkajen lå ikke ét, men flere skibsvrag med masterne stikkende op af vandet.
Et af disse skibe var KIVIOQ, men det vidste havnechefen endnu ikke.
Ægteparret Knud Erik og Vibeke Møller blevet gift to år forinden, i 1987. Brylluppet stod på Grønland – i Jacobshavn (Ilulissat). De to havde mødt hinanden i Afrika, hvor begge i firserne arbejdede som udsendte. I 1989 blev Knud Erik Møller ansat som havnechef i Nuuk, og Vibeke, der var uddannet sygeplejerske, fulgte med.
Knud Erik Møller fortæller:
"Vi sejlede en tur rundt i havnen og udpegede de skibsvrag som skulle fjernes. Så siger mine folk til mig: – Jamen, det er jo KIVIOQ, Knud Rasmussens gamle rejseskib. Jeg talte med Vibeke om det, og det var jo ret spændende, at det gamle skib havde tilhørt polarforskeren."
"Læge Jan Streit havde et par år forinden solgt skibet videre til en ung mand, som valgte at flytte til Danmark og lod skib være skib. Derfor blev skibet ikke vedligeholdt, og derfor sank det. Det lykkedes mig ikke at finde den unge mand. Han skyldte 10.000 kroner i skibet. Det ville vi gerne betale, hvis skibet var flydende."
"Vi overtog skibet. Vi fik det hævet ved hjælp af en god ven, som havde dykkerfirma deroppe, Peter Buhl. Vi benyttede os af tidevandet. Vi fik en dykker ned at sætte nogle stropper på. Og så, når tidevandet kom igen, kom skibet op, og så sejlede vi det ind, hvor det kunne stå tørt."
Det viste sig, at KIVIOQ overhovedet ikke var utæt, men mens skibet lå sunket i havnen, havde et andet skib lagt sig ovenpå, og Møller-parret endte med at få 50.000 kroner i erstatning af modpartens forsikringsselskab.
Knud Erik:
"Den første vinter fik vi lov at stå i en gammel hangar i lufthavnen, og dér tog vi styrhuset af og splittede den fuldstændig ad, inklusive vinduesrammer. Alt blev slebet og lakeret ti gange."
Da vinter blev til forår, kom der en tysk filmproducent op på Havnekontoret og spurgte efter et moderne sejlskib.
"I løbet af samtalen kom det frem, at det måske snarere var et historisk skib, tyskeren skulle bruge, for han havde arbejdet på en idé i ti år. Han ville lave en film om vejen til Kina nordenom igennem Nordvestpassagen."
"Om vi vidste, hvem der havde et skib? Jo, det vidste vi da godt, men skibet så ikke videre kønt ud. Det var lige meget, for filmmanden havde så mange sponsorer, så vi kunne bare få nogle folk ansat. Så kom der en smed og en tømrer. Vi gav dem mad og logi, og så gik de i gang med at lave centralvarme og tømrerarbejde. Og Vibeke malede og regerede hele den vinter."
"Motoren var jo den gamle Tuxham. Og det er nok en af de største fejl, vi gjorde. Vi hev maskineriet ud af skibet, fordi det havde været under vand så længe – maskinen var ret medtaget. På det tidspunkt havde vi taget styrhuset af, og så havde vi jo fri adgang til det hele, og så kunne vi få den gamle maskine hevet ud."
Knud Erik og Vibeke og deres hjælpere fortsatte ombygningen og forbedringen af skibet i endnu et år. De indsatte ny motor, en 180 HK Detroit, og ankerspillet fik hydraulik i stedet for kædetræk.
"Vi tænkte på ingen måde på det historiske i selve skibet. Vi prøvede at indrette det, så vi kunne bruge det til at rejse rundt med. Vi fik bygget forskellige køjer op og fik lavet så mange som muligt. Vi fik indlagt teaktræs dørk og varmeanlæg, og vi genopbyggede salonen."
Nuuk Havn ultimo juni 1990. Fra ægteparret Møllers fotoalbum
KIVIOQ nymalet i Nuuk Havn i september 1990. Foto: Jon Olsen
"I starten betragtede de lokale os som "de skøre danskere". Men da de så, at vi mente det alvorligt, og at arbejdet skred godt frem, så var der nogen, som dukkede op med ting, som havde tilhørt skibet, og som de nu alligevel syntes at de burde levere tilbage. På den måde kom det oprindelige rat tilbage, og de to indrammede portrætter af Kongeparret, Frederik og Ingrid."
Så mens det oprindelige KIVIOQ blev rettet til, kom noget af det oprindelige også tilbage og på plads.
Fra Vibeke og Knud Erik Møllers fotoalbum:
Billeder fra bjærgning og ombygning
1989-04-04 KIVIOQ Kutterkajen
1989-05-xx KIVIOQ bjerges
1989-05-xx KIVIOQ styrehus i hallen
1989-06-xx Vibeke og KEM ved styrhus
1989-12-26 Styrehus slibes
1990-05-01 bedding ishud skiftes
1990-05-02 bedding ishud skiftes
1990-02-xx grus i maskineriet
1990-10-xx ny kabys
1991-sejladsen gennem Nordvestpassagen
Sejladsen med de to tyske filmfolk, producent Peter Milger og fotograf Hartmut Fischer, startede med en første prøvesejlads den 3. august 1991. De to filmfolk havde læst om klimaforandringer og mente, at tiden nu måtte være moden for endnu et forsøg på at overvinde isen i den svært tilgængelige passage (1)
I Vibeke Møllers renskrevne logbog beskrives sejladsen sådan her:
Erik og jeg blev i Nuuk, vi sejlede dog med ud af havnen og oplevede den store interesse hvormed folk har fulgt vores projekt. Dagen igennem havde der været folk ombord med gaver og gode ønsker for os. Da vi sejlede ud var hele kajen fuld af folk, der vinkede til afsked. Erik truttede stolt i hornet, og der blev svaret fra land med lyden af flere bilhorn.
Vi sejlede tilbage til Nuuk i gummibåden, og nu skulle resten af besætningen – Henning Stegmann, styrmand og iskaptajn, Steen Nielsen, maskinmester, Peter Milger, matros og filmproducer, og Hartmut Fischer, matros og kameramand, desuden var Steens kone, Birthe, og barn, Mette-Marie, med (de skulle være med til vi påmønstrede) – de skulle nu stå for den egentlige prøvetur, som jo starten uværgerligt ville blive.
De startede ud med dårligt vejr. Birthe, Mette-Marie og Hartmut var godt søsyge det meste af vejen. Egentlig var det meningen at første stop skulle være Sisimiut/Holsteinsborg, men de overgav sig og sejlede til Maniitsoq/Sukkertoppen. Helt overgav de sig dog ikke, for på grund af den rørende afsked nænnede de ikke at vende om til Nuuk igen, hvilket åbenbart havde været det mest fornuftige.
Turen fra Nuuk til Maniitsoq tog 24 timer med vinden ret imod. Der var i dette tidsrum røget ti ishudsplader (metalplader der dækker skrogets sider lidt over vandkanten for at beskytte mod isens skarpe 'tand').
Disse blev man enige om skulle erstattes af nye i Sisimiut/Holsteinsborg.
Under den voldsomme sejltur faldt komfuret ned et par gange. Så blev det da sat ordentligt fast. Desuden var det ikke nok med 1 krog til at holde lejderen (trappen) på plads, den faldt også af flere gange og skrabede maling og vægbeklædning et par steder.
Noget af provianten trillede også på dørken (gulvet). Det værste for den stakkels besætning var dog nok den store utæthed i skibet, vandet fossede ind over skuden, der jo har været tørret ud i lang tid. Steen endte op med at iklæde sin søsyge familie regntøj, for noget der nærmede sig Niagara-vandfaldet fossede ind under det ene koøje.
Logbogen kan læses i sin helhed i Ressourcer under dette kapitel, og denne læsning kan ikke anbefales nok.
Den 8. august om aftenen, efter et solidt måltid, stod KIVIOQ med ny ishud monteret ud af Sisimiut. Forude ventede et døgns sejlads til Godhavn. Igen et udtræk af Vibekes logbog:
Vi var dårligt kommet 10 minutter fra havn før der var god søgang og vandet stod ind over skibet. Der blev travlhed med afdækning, så vidt det kunne lade sig gøre.
Jeg nåede at tænke mange underlige ting, da jeg opdagede at vandet bare skyllede over dækket, og jeg stirrede på skibets side, der nærmest lå ned mod havet. Jeg har ikke prøvet denne slags sejlads før, men de garvede søfolk så rolige nok ud, så efter en halv times tid tog jeg mere roligt på det.
Jeg følte dog at mine indvolde havde lidt svært ved at bestemme sig for, hvor i min krop de ville være. Underlig fornemmelse: Vægtløs/meget tung – hele tiden på skift.
Jeg lagde mig ned og fintænkte en anelse. Dette foregik på flere sprog, vi taler jo engelsk med tyskerne, samtidig med at vi også gerne vil opfriske vores tyskkundskaber. Oven i det bruger jeg så ofte som muligt de grønlandske gloser, jeg kender. Det er underligt i det ubevidste at mixe sprogene sådan.
Jeg blev ikke søsyg på den måde at jeg skulle kaste op, men jeg havde det bedst, når jeg lå ned. Det nyder jeg til gengæld, når det rigtig gynger.
Jeg glemte forresten at fortælle, at der bare var salt overalt i og på skibet, da jeg inspicerede. Maden var naturligt saltet, må man sige.
Ud for Qeqertarsuaq/Godhavn konstaterede skipper, at lavtryk lurede i dette område, så man valgte at springe dette stop over og sejle direkte til Jacobshavn. Her fik alle en behagelig hviledag – citat:
Vi holdt søndag i Ilulissat/Jakobshavn. Nød tilværelsen. Erik og jeg gik en lang tur. Vi besøgte Knud Rasmussens fødehus, som nu er museum. Her mødte vi Rikke, som jeg har arbejdet sammen med på K2/Sana. Vi gik herfra til Holms Bakke, hvor vi blev gift kl. 8 a.m. for faktisk nøjagtig 2 år siden af Marianne Jensen.
Denne søndag var det dog lettere at se langt, for selvom vejret var overskyet, så var der ingen tåge. Der er bare SÅ smukt.
Vi så folk gå med rumperne i vejret. Så kom jeg til at tænke BLÅBÆR, som jeg jo er helt vild med, og da vi vendte bagen i vejret også, så blev vi faktisk blå om kystøjet også.
Nu var det planen at sejle til Hareøen for at vente på godt vejr til overfarten mod Canada, men afgangen blev lidt forsinket af en defekt kortbølgeradio, der først skulle have indkodet nye frekvenser og indlagt nye chips.
Det meste af onsdagen den 14. august gik med at reparere kortbølgeradio, men klokken 22 om aftenen kunne KIVIOQ stå ud af Jacobshavn. Planen var en fire dage lang sejlads til Pond Inlet.
Rejsen gik henover to tidszoner og byder naturligvis på både lavtryk og høje bølger. Vinden måltes på et tidspunkt til 12-14 sekundmeter, og der stod igen vand ind mange steder. Hartmut konstaterede at hans kamera, der bruges flittigt, har taget en del fugt ind.
Men mandag den 19. august 02.30 fandt KIVIOQ ankerplads ved Pond Inlet. Indsejlingen foregår langsomt og adstadigt på turens mest rolige vand.
Her lå også et amerikansk sejlskib, Raindeer, for anker. Over radioen fortalte besætningen, fem mand, alle over 60, at de havde taget turen helt fra Nuuk til Thule og videre over Baffin bugten i et forsøg på at komme videre op igennem Nordvestpassagen. Nu havde de imidlertid fået is nok og opgav forsøget.
Fra Pond Inlet gik turen videre forbi Navy Board Inlet og Lancaster Sound med Resolute Bay som mål:
Nu kom endelig den pakis, tyskerne har ventet på så længe. De troede nærmest ikke, de ville få is at se. Der var utrolig mange sæler i store flokke – hvor var det smukt, de virkede ikke særlig sky.
Klokken 8.00 fik vi den indtil da smukkeste oplevelse: ISBJØRN ...
På vej over Lancaster Sound blæser det op igen, og besætningen kastes rundt i køjerne. Blæst bliver til storm, og selv ved fuld skrue, bevæger KIVIOQ sig ingen vegne. Så vender man om for at finde et roligt sted i læ, men i mellemtiden har isen lukket Navy Sound Inlet. Vinden løjer lidt af, og kursen sættes igen mod Resolute Bay. Der krydses op mod vinden, og en tur som normalt ville tage 8 timer, bliver her gjort på 24 timer.
Ved ankerpladsen Dundas Harbour får besætningen en moskusokse at se, og efter en grundig rengøring ombord bliver der tid til at gå i land og plukke blåbær, kæmpestore blåbær. Vibeke noterer, at de nok er gødet med moskusoksekager og at man nok skal se sig godt for, før man putter bærrene i munden ...
Lørdag den 24. august kort før midnat ankommer KIVIOQ til Resolute Bay. Her ligger ekspeditionen for anker nogle dage. Der skal fyldes op med drikkevand og olie, repareres filtre og skiftes brændstofrør, hentes breve og nok en omgang nye chips til kortbølgeradioen. På Explorer's Home møder besætningen to spaniolere, som er i færd med at indfange hunde til to spand. De vil rejse igennem Nordvestpassagen med kajak og hundeslæde og regner med at bruge halvandet år på foretagendet:
Vi mødte også fire tyskere, der netop kom til Explorer's Home, da vi var der. De havde givet op ved Summerset Island, hvor isen forhindrede dem i at fortsætte med deres kajakker. De havde været væk i en måned. Det kunne man godt lugte!
De fortalte, at ved Dundas Harbour var de blevet angrebet af en isbjørn, mens de sad i deres kajakker – uf ... De havde efterladt alt deres udstyr, hvor de gav op, og så gik de hele vejen hertil (Resolute Bay).
Tirsdag den 27. august. Denne dag var vi atter på vejrstationen. En pilot, Harry, fløj ud og så på isforholdene. Enden på det hele blev, at der var for meget is ved Prince Regent Inlet, +9/10-dele is og ingen udsigt til åbning dette år. Det havde været et dårligt is-år i år, sagde de lokale.
Vi besluttede at undlade yderligere forsøg på gennemsejling af Nordvestpassagen. Peter og Hartmut havde også fået det materiale, de havde brug for, så der var ingen protest.
Nået så langt, beslutter de to filmfolk – efter en overnatning i telt på fjeldet – at det er tid at rejse hjem til Tyskland. Med fly.
De fire øvrige indledte tilbagerejsen med KIVIOQ igennem pakis med åbninger.
For Vibeke og Knud Erik Møller blev tilbagerejsen til Nuuk tyve dage lang. Det gav alle tid til at opleve Grønland på nært hold. Men det må du selv erfare mere om i Vibekes logbog.
KIVIOQ august 1991 med sponsornavn Metallgesellschaft. Fra Vibeke og Knud Erik Møllers fotoalbum
1991-mandskabet fra venstre: Henning Stegmann, Steen Nielsen, Knud Erik Møller, Vibeke Møller, Peter Milger og Hartmut Fischer. Fra Vibeke og Knud Erik Møllers fotoalbum
Film fra Nordvestpassagen
Her er en videoberetning fra 1991-ekspeditionens leder, Peter Milger:
KIVIOQ i Skibshavnen i Nuuk, november 1992. Foto: Jon Olsen
NOTER
(1) Tidligere ekspeditioner i Nordvestpassagen: https://da.wikipedia.org/wiki/Nordvestpassagen