1975 KIVIOQs sidste store bedrift

I efteråret 1974 nedsatte Ministeriet for Grønland (MFG) arbejdsgrupper til vurdering af den eksisterende viden om de fysiske og biologiske miljøfaktorer i farvandet langs Grønlands Vestkyst. Arbejdsgrupperne skulle redegøre for, hvilke informationer der skønnedes nødvendige for planlægning og forsvarlig udførelse af olieefterforskningsaktiviteter i farvandene i 1975 og fremover.

Vedrørende de hydrografiske forhold, viste det sig, at den eksisterende viden var overordentlig ringe. Ingen eller næsten ingen oplysninger fandtes om bølge- og strømforholdene i oliekoncessionsområderne, ligesom is-observationer var utilstrækkelige.

Af hensyn til en forsvarlig planlægning og udførelse af boreaktiviteter, var det nødvendigt hurtigst muligt at indsamle oplysninger om de afgørende fysiske miljøfaktorer i området. Dansk Hydraulisk Institut (DHI) udarbejdede, efter anmodning fra Grønlands Tekniske Organisation (GTO), et dataindsamlingsprogram for tilvejebringelse af de hydrografiske parametre som vandstand, strøm, vind, bølger, temperatur, salinitet og isforhold [1], som skulle anvendes til blandt andet udvikling af matematiske modeller til beskrivelse af konsekvenserne ved eventuelle olieudslip samt beskrivelse af isdrift og varsling af dette i området.

På samme tid arbejdede jeg, uvidende om olieefterforskningen ved Grønland, som ingeniør ved Skibsteknisk Laboratorium (Tidligere HyA [2]), travlt beskæftiget med skibes sødygtighed. Alle på laboratoriet havde mængder af arbejde på bordene, men pludselig kom laboratoriets ledelse med en udmelding om, at man desværre måtte afskedige en fjerdedel af medarbejderne. ’Vi’, en kollega og undertegnede, spurgte hinanden: ”Kan det være rigtigt?”, og efter fire år som skibsbygger på B&W’s Skibsværft var jeg klar til at melde mig som selvbestaltet’tillidsmand’.

Med støtte fra de to ingeniørforeninger [3] gik vi i forhandling med ledelsen for at redde arbejdspladserne samt medarbejdernes ve og vel. Vi lærte meget om forhandlingsteknik af chefforhandlerne fra de to ingeniørforeninger, og i al beskedenhed medvirkede vi til: ”…ikrafttrædelsen af en aftale om samarbejde vedrørende privatansatte ingeniører vedtaget i juni 1975” [4], de senere såkaldte ’Virksomhedsgrupper’ for ingeniører.

Det viste sig hurtigt at firmaledelsen, ud over rod i regnskabet, ikke var ’helt hjemme’ i funktionærloven, for nye opsigelser måtte flere gange fremsendes til kollegaerne, og ved frokostbordet kom jeg vist til at sige til ledelsen: ”I må tage jer sammen, ellers slipper I aldrig af med os”. Tiden gik, alle passede arbejdet, og jeg var tilsyneladende den eneste, som rejste fra laboratoriet på grund af 'krisen'.

Under de hårde forhandlinger om laboratoriets fremtid kom min afdelingsleder en dag og sagde: ”Jeg sidder i en arbejdsgruppe under Ministeriet for Grønland sammen med blandt andet GTO og DHI. Vi drøfter, hvilke miljøparametre og forholdsregler Staten skal kræve overfor koncessionshaverne i forbindelse med den kommende olieefterforskning i Grønland. Du har flere gange fablet om grønlandsekspeditioner, Peary Land, Eigil Knuth og Knud Rasmussen; besøg DHI og tal med vicedirektøren, de mangler en medarbejder til at gennemføre nogle målinger i Grønland, for her ’elsker’ ledelsen dig vist ikke!”.

Denne kollegiale hentydning og fine ’anbefaling’ resulterede i, at jeg den 23. juni landede i Søndre Strømfjord (Kangerlussuaq) for første gang. I flere uger havde jeg passet to arbejdspladser: Forsøgene som jeg var involveret i på Skibsteknisk Laboratorium skulle afsluttes, og samtidig måtte jeg sætte mig ind i metodikken hos DHI, et ’ATV søsterinstitut’ [5].

Efter instruktion i brugen af instrumenter og hjælpeudstyr blev det hele pakket i to ældre 12 fods containere, som jeg købte i Københavns Havn, og det hele blev sendt til Holsteinsborg (Sisimiut) via Aalborg, hvor ’Atlantskibene’ til Grønland havde base. 

Uden skib

Som DHI’s ekspeditionsleder ankom jeg til Holsteinsborg (Sisimiut), efter et par overnatninger i ’Sønderstrøm’, mens jeg ventede på helikopterforbindelse. Jeg konstaterede, at de to containere fyldt med avanceret måleudstyr var ankommet til GTO-pladsen, men det blev imidlertid hurtigt klart for mig, at der lokalt ikke var kendskab til måleprogrammet, som primært skulle foregå på havet med ’egnet’ skib.

I København havde man fortalt, at GTO-direktørens rejsebåd, M/K ULO, ville komme og hjælpe med udlægningen af målerne, men efter et par møder i byen, blandt andet på Holsteinsborg Skibsværft, blev det klart, at der måtte foreligge en eller flere misforståelser, for ingen – absolut ingen – kendte til projektet, og rejsebåden kom aldrig!

Jeg vandrede en tur til ’Kællingehætten’ for at gennemtænke situationen, som måtte løses, hvis hele årets GTO-måleprogram ikke skulle mislykkes. 

Det var på denne vandretur idéen opstod med den ’blå kutter’, som lå på land på værftet. Var dét kutteren, som jeg kunne bruge?

Vel tilbage fra bjerget fik jeg opklaret, via værftslederen, at ekspeditionskutteren var ejet af Geodætisk Institut (GI), som havde overtaget hajkutteren M/K KIVIOQ efter polarforskeren Knud Rasmussens død i 1933, og at kutteren formodentlig ikke skulle ud at sejle i år. En opringning den 30. juni til GTO i København blev foretaget, hvor jeg anmodede om at undersøge, hvorvidt GI-kutteren KIVIOQ eventuelt kunne stilles til rådighed for GTO/DHI i sommeren 1975 med henblik på de videnskabelige undersøgelser. Svaret kom prompte med et telegram som lød: ”Der lægges stor vægt på målingerne, hjælp Zorn så meget som muligt”.

Klargøring

Kutteren blev inspiceret flere gange og bl.a. et spil på fordækket, til håndtering af instrumenterne, manglede. Et entreprenørspil blev ’fundet’ og sendt fra Godthåb (Nuuk), så det var klar til montering, hvis en leje af kutteren ’faldt på plads’. Aftalen blev allerede modtaget få dage efter [6], og da det rygtedes, at KIVIOQ skulle i vandet, dukkede mandskab fra tidligere togter op på værftet. Det næste par uger blev anvendt til klargøring af kutter og udstyr.

Uvidende om geodæten Jon Olsens beretning [7] fra januar måned, som beskriver KIVIOQ’s meget korte togt og skæbne året før, blev motorprøver samt prøveture gennemført, for at tjekke at alt fungerede. Det hele sluttede med ansættelse af mandskab og forhandling af lønninger til besætningen, og samtidig ankom DHI’s projektleder, som havde deltaget i formuleringen af DHI’s måleprogram for Staten.

Perioden med klargøring af KIVIOQ blev også benyttet til afprøvning af en bølgemåler ud for Holsteinsborg - ved lån af politikutteren ’Ilik’ - og den 15. juli blev to bølgemålere udlagt ca. 12 sømil fra kysten med velvillig hjælp fra besætningen på Miljøministeriets undersøgelsesskib R/V Adolf Jensen, som var i området for at gennemføre Miljøstyrelsens biologiske måleprogram. 

Radiomodtager blev flyttet fra klipperne og installeret på telestationen, og således var Statens måleprogram - i forbindelse med den forestående olieefterforskning - i gang. Nu manglede vi ’bare’ at få M/K KIVIOQ i vandet til den sidste store bedrift.

Måleprogram

Hele det samlede måleprogram blev drøftet ved et møde ombord på KIVIOQ  mellem DHI’s ekspeditions- og projektleder samt chefen for Statens Miljøprogram, og et efterfølgende besøg på industriens opmålingsskib, den færøske trawler F/V Stelkur, der var ankommet til Holsteinsborg med det engelske ’survey-firma’ MAREX som operatør for Chevron. F/V Stelkur skulle på industriens vegne gennemføre et måleprogram i selve oliekoncessionsområdet.

Besøget ombord på Stelkur, og samarbejdet mellem Stelkur og KIVIOQ’s besætninger skulle senere vise sig at få stor betydning for det fremtidige samarbejde mellem Ministeriet for Grønland, GTO, DHI og Chevron, som kom til at strække sig over flere år.

KIVIOQ var klar, og således kunne den første målestreng udlægges d. 25. juli på 190 meters vanddybde, og KIVIOQ var - mod forventning i byen - altså på togt igen langs Grønlands kyst i 1975. Her blev der gennemført hydrografiske målinger af bølger, vandstrøm, vandtemperatur og saltholdighed fra Holsteinsborg i syd til Disko Bugt og Vaigat i nord.

Måleprogrammet bestod af de to bølgemålere ca. 20 km fra kysten ud for Holsteinsborg (Sisimiut), af 6 målestationer med op til 3 elektroniske RCM-målere i 2 og 3 niveauer på op til 300 meters vanddybde.

Målingerne blev gennemført i tre ’snit’, ét ud for Holsteinsborg, ét ud for byen Agto (Attu) og et mellem Egedesminde (Aasiaat) og Godhavn (Qeqertarsuaq).

Temperatur- og strømprofiler blev gennemført på 25 stationer strækkende sig fra Holsteinsborg i syd til Vaigat i nord, og måleprogrammet med KIVIOQ blev gennemført på 4 måneder. 

Efter en god start i kystområdet mellem Holsteinsborg og oliekoncessionsområdet, vendte KIVIOQ tilbage til Holsteinsborg, og vi kunne kippe med flaget for Kongeskibet Dannebrog, som i mellemtiden var ankommet til en delvis nymalet by med Hendes Majestæt Dronningen og Hans Kongelige Højhed Prins Henrik ombord.

Et TV-hold, som dækkede festlighederne omkring Dronningens besøg i byen, opdagede KIVIOQ, som lå i havnen, og Journalist J. Damgaard benyttede lejligheden til en TV-Aktuelt optagelse af ’Statens Undersøgelsesskib’, hvor chefen for Statens Miljøprogram fortalte om målingerne ud for Grønland, mens KIVIOQ sejlede frem og tilbage i havnen til ære for TV.

Togter

Vandstandsmålere blev opsat i byerne Holsteinsborg, Egedesminde (Aasiaat), Christianshåb (Qasigiannguit), Jakobshavn (Ilulissat) og Godhavn (Qeqertarsuaq), og besætningen mærkede KIVIOQ’s popularitet langs kysten, mange kendte jo skibet, som havde gennemført ca. 35 års togter i farvandet omkring Grønland for Geodætisk Institut.

Mange glade mennesker mødte op, når KIVIOQ lagde til i byerne eller kastede anker ud for de små bygder. Skibet er smukt med sin lave lønning og sejl, men der er på grund af skibets størrelse ingen luksusfaciliteter ombord, så det krævede landlov ind imellem for den 6 mand store besætning for blandt andet at få et opfriskende bad.

Under den første lange sejlads fra Holsteinsborg til Disko Bugt satte kutterens kobling sig fast, og samtidig tog KIVIOQ vand ind ved rorstammen, så ekspeditionslederens køje agter blev delvis fyldt med vand. KIVIOQ drev - i relativt roligt vejr - mod øen Maniitsoq, hvor den bornholmske skipper Kurt Finne kastede anker, og kaldte den vagthavende ved politiet i Egedesminde over radioen.  Politiet sendte kutteren Henrik Lund afsted for at bugsere os til værftet i Egedesminde, hvor et besøg med kutteren på bedding var nødvendigt.

Her, som andre steder, blev der altid taget godt imod KIVIOQ, og med hjælp fra værftet blev reparationstiden også benyttet til tilvirkning af nye DHI-fortøjningssystemer, fabrikation af dræg, så vi kunne bjærge mistede instrumenter, samt reparation af entreprenørspillet, som var brudt sammen. Opholdet blev, ikke at forglemme, også udnyttet til fejring af ekspeditionslederens fødselsdag i festligt lag, inden sejladsen gik tilbage til ’basen’ i Holsteinsborg. 

Under sejladsen retur sydover blev målestationerne efterset med skift af batterier og indsamling af data. Flere instrumenter - som var mistet på grund af laksegarn i området - blev fundet på havbunden, bjærget med de fabrikerede dræg og genudlagt.

Der var rigeligt at se til ved ankomsten til Holsteinsborg. Skipper Kurt havde fra start fortalt, at han kun ville sejle med KIVIOQ i én måned. Han mente, der kunne tjenes mere ved fiskeriet, og det havde han formodentlig ret i, så han afmønstrede sammen med matrosen James.

Der skulle repareres og provianteres og hele måleprogrammet evalueres for at planlægge endnu et togt nordover. Ekspeditionslederen foreslog, at Lars Lindenhann mønstrede som skipper, hans kone Amalie som kok, og at Sivne Johansen skulle fortsætte ombord som bådsmand. 

Blandt de ingeniørstuderende GTO-forundersøgere, som gennemførte sommerens opmålinger i byen Holsteinsborg, viste specielt ’2-meter’ – alias Ebbe Rye Petersen – stor interesse for at deltage i et togt med KIVIOQ, og han påmønstrede som assistent, da han hørte, at KIVIOQ atter skulle afsted til Disko Bugt. Samtidig mønstrede ’Gaba’ - alias Gabriel Lundblad - som matros.

KIVIOQ’s besætning hørte på et tidspunkt over skibets radio, at Stelkur havde mistet en målestation i farvandet ud for Disko Bugt, og da en eftersøgning var mislykkedes, havde Stelkur forladt området. KIVIOQ scorede mange points, og populariteten var stor, da Knud Rasmussens gamle kutter KIVIOQ  over radioen kunne meddele Stelkur, at kokken Amalie havde observeret noget ’mystisk’ på havoverfladen, et opdriftslegeme fra en målestation, som lignede DHI’s, men som ved nærmere eftersyn viste sig at tilhøre MAREX ombord på Stelkur.

Nogle resultater

Bølgeforholdene i farvandene ud for Holsteinsborg og i koncessionsområdet er – for de kraftige vindes vedkommende – primært bestemt af et samspil mellem et næsten stationært højtryk over Grønland (polarhøjtrykket) og et ikke stationært lavtryk, som fra Canada bevæger sig syd om Grønland. Når lavtrykket befinder sig over Canada, blæser vinden i Davis Strædet normalt fra sydlige retninger, og vinden kan blive kraftig og i ekstreme tilfælde blæse over lange strækninger (500 til 1000 km). Et lavtryk bevæger sig normalt så hurtigt i farvandet ud for Holsteinsborg, at stormene normalt ikke har længere varighed end 2 dage.

De største signifikante bølgehøjder (H_S)[8] i måleperioden (juli til oktober 1975) var 4,5 m på position FS og 6,3 m på position A. I 50% af tiden var H_S mindre end 1,1 m på pos. FS og mindre end 1,6 m på pos. A.

På kontinentalsoklen ud for Holsteinsborg, hvor vanddybden varierer mellem 50 og 200 meter, viste de udførte målinger at strømmens hastighed og retning er meget domineret af tidevandet og varierer med dette. Strømmen er nær kysten normalt nordlig under stigende vandstand og sydlig under faldende vandstand. Længere fra land drejer strømretningen normalt i løbet af tidevandsperioden ’højre om’ med kortere ophold ved de maksimale strømhastigheder.

Størst målte strømhastigheder: Nær kysten ved position (F0) var 0,50 m/s, på banken (F2A) 0,95 m/s og på sokkelkanten (F4) 0,75 m/s.

Afslutning

Efteråret var´godt i gang´ med mere og mere hårdt vejr, og vi vidste, at målingerne fortsatte til 12. oktober, hvor en bølgemåler ville komme op til overfladen ud for Holsteinsborg. ’2-meter’, skipper Lars og ekspeditionslederen fik – i storm og slud og med store anstrengelser og risiko for tovværk i propellen – bjerget den sidste målestation. En sidste tur vi måske aldrig glemmer, for vi stod på styrhusets skot og ikke på dækket i flere dramatiske situationer, inden vi under min kraftige formaning om: ”… ikke at sejle med søen agten for tværs” [9] nåede tilbage til Holsteinsborg i god behold.

Min formaning byggede på erfaringen fra forsøg, jeg deltog i på Skibsteknisk Laboratorium.  Forsøgene skulle opklare, hvorfor det nybyggede fiskeriundersøgelsesskib Biologen[10] på tragisk vis, på jomfrurejsen, kæntrede i maj måned 1967 under indsejling til Anholt Havn med fem ombordværende. Fire reddede sig op i redningsflåden og blev senere samlet op af et andet skib, hvorimod en biologiassistent forsvandt i bølgerne. Forsøgene var ledet af den navnkundige skibsbygningsprofessor C.W. Prohaska og afdelingslederen, som havde anbefalet, at jeg rejste til Grønland.

Havde jeg kendt Jon Olsens beretning fra togtet i 1974 og kædet det sammen med min oplevelse i Disko Bugt ved øen Maniitsoq, havde jeg nok truffet en anden beslutning søndag formiddag den 12. oktober 1975, hvor jeg sammen med ’2-meter’ og skipper Lars valgte at sejle ud i ’betænkeligt' vejr, og hvor matroserne ikke var mødt op!

KIVIOQ blev afrigget og afleveret på Holsteinsborg Skibsværft, og udstyret blev pakket i to containere til forsendelse til DHI, hvorefter ekspeditionslederen og ’2-meter’ steg ombord på kystskibet M/S Kununguak med alle data og loggen i bagagen. 

Læs loggen i Ressourcer under dette kapitel.

Rejsen gik lystigt hjem til familien, som ikke rigtig forstod: ”At det skulle tage 4 måneder at lægge et par målere ud på havet ved Grønlands kyst”.

På en konference i København, hvor bl.a. repræsentanter fra Staten (GTO & Ministeriet), Industrien (Chevron & Total) samt operatørerne (DHI & MAREX) deltog, blev resultaterne af årets opmålinger langs Grønlands Vestkyst drøftet, og ’Statens 1975 måleprogram’ [11] blev fremhævet.

KIVIOQ’s arbejde og besætningens indsats blev rost, og det medførte blandt andet, at GTO fortsatte samarbejdet med DHI med nye og andre spændende opmålingsopgaver langs Grønlands Vest- & Østkyst. DHI fik desuden ordren på at gennemføre et stort måleprogram for industrien (Chevron) med et faststationeret vejr- & observationsskib R/V Misigssut i Davis Strædet i 1976. 

KIVIOQ og Stelkur’s aktiviteter i 1975 havde imidlertid lokalt givet anledning til mange spørgsmål om, hvad der egentlig foregik langs kysten, og da DHI’s miljøundersøgelser for GTO fortsatte i 1976, gav det anledning til trusler mod deltagerne i ’olieefterforskningen’. Jeg skrev derfor en lille artikel på grønlandsk og dansk i den lokale Sisimiut Avisiat, PAORTOK, som fortalte om Statens Miljøundersøgelser, for orientering om arbejdet var alt andet lige bedre end mærkelige rygter og konspirationer. 

Jævnfør Geodætisk Institut’s log blev M/K KIVIOQ den 10. maj 1976: ”.… overdraget til Grønlands Geologiske Undersøgelser, der nu står som reder/ejer”, og DHI gennemførte 1976 undersøgelsen med endnu et lokalt skib M/K Polar Freezer (Tidligere Fylla), der med færøsk skipper og grønlandsk og færøsk besætning gennemførte Statens Miljøprogram 1976 i en ca. 5 måneders periode.

Noter

[1] GTO-arbejdsgruppen: HYDROGRAFISKE UNDERSØGELSER VESTGRØNLAND 65^o - 68^o N, DHI 5. februar 1975

[2] Hydro- og Aerodynamisk Laboratorium, 2800 Lyngby

[3] Ingeniør-Sammenslutningen, I-S & Dansk Ingeniørforening, DIF (i dag den fælles Ingeniørforening Danmark, IDA)

[4] INGENIØRKRØNNIKEN, Teknikumingeniørerne og deres forening igennem 100 år, 1894-1995 af Jørgen Tvergaard; p.126. ISBN: 87-7360-116-0

[5] Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) er en uafhængig, medlemsdrevet tænketank med formål at fremme teknisk-videnskabelig forskning og anvendelsen af forskningsresultater til gavn for det danske samfund. ATV er en non-profit forening.

[6] GI brev til GTO af 4 JUL 1975, som bekræfter: ”Instituttet kan tiltræde, at kutteren udlejes til GTO som ønsket.”

[7] D.F. Information, A/S Det Dansk-Franske Dampskibsselskab, Nr. 1, januar 1975, pp. 6: ”En sag har altid to sider…”

[8] Bølgehøjden H_s er gennemsnittet af den højeste 1/3 af bølgerne

[9] Kæntringssikkerhed, K. Kure, Skibsteknisk Laboratorium HyA, (Særtryk 1970)

[10] BETÆNKNING VEDRØRENDE SKIBES STABILITET Afgivet af det af handelsministeriet den 5. maj 1970 nedsatte udvalg.  BETÆNKNING NR. 696 KØBENHAVN 1973. ISBN 87 503 1486 6

[11] Dansk Hydraulisk Institut: HYDROGRAFISKE UNDERSØGELSER VESTGRØNLAND 1975, Grønlands Tekniske Organisation, september 1976