1974 Sidste togt for Geodætisk Institut

Den 6. juli 1974 blev følgende udramatiske linjer indført i M/T IRLANDs journal:

”Kl. 0900, vind NW 3, sø 3, klart, 1011 mb. +10° C, observerede eftersøgte rejsebåd ”KIVIOQ” på 65 ¾ 3 N – 5320 W.

Kl. 09.30: Tager ”KIVIOQ” på slæb. Devierer til Sukkertoppen.

Kl. 1225: Overlader ”KIVIOQ” til Sukkertoppen havns slæbebåd. Fortsætter rejsen.”

Den 14. oktober stod pludselig hr. Jon Olsen fra Geodætisk Institut på rederikontoret med en smukt formuleret takkeskrivelse til officerer og besætning på m.t. Irland, samt gaver til skibet i form af et signalspejl, fotos og optryk af et Danmarkskort fra år 1650. Derved vejrede vi, at der nok lå noget mere bag IRLANDs korte journaludtog, og vi bad derfor hr. Jon Olsen om at fortælle historien set fra hans egen og dermed fra geodætkutteren KIVIOQs side:

En sag har altid to sider ---

I det smukkeste vejr, man kan ønske sig i de nordlige farvande, foregik om morgenen den 6. juli sidste sommer et møde mellem to skibe i Davisstrædet, ca. 20 mil sydvest for Sukkertoppen; solskin og næsten havblik var det. Og mens vejr og havguderne således viste sig fra deres bedste side, udvekslede de ombordværende i skibene vink og smil. De enkelte mallemukker, der befandt sig i nærheden, og som grundet det stille vejr måtte arbejde hårdt for at holde sig i luften – og dermed undgå at dyppe fødderne i det kolde hav – bemærkede formentlig, at der midt i al idyllen var en række i øjnefaldende forskelle mellem de to skibe.

For det første var de meget uens i størrelse, det største var en tankbåd, hvis tonnage jeg som landkrabbe ikke kan bedømme, men som i hvert fald set fra det mindre fartøj – en 29 tons kutter – så meget stor ud. Det lille skib var Geodætisk Instituts ekspeditionskutter KIVIOQ, der gennem de sidste 40 år har besejlet hovedparten af de tilgængelige farvande ved Grønland. Om denne er der bl.a. andet at berette, at den oprindeligt blev bygget til Knud Rasmussen, som havde planer om at sejle nord om Grønland, men han døde inden forsøget blev gjort, og det er nok en af årsagerne til, at KIVIOQ har kunnet holde så længe.

I denne solbeskinnede morgen brusede Tankbåden – det drejede sig om M/T IRLAND fra rederiet Dansk-Fransk – med buldrende maskiner frem mod KIVIOQ, der lå fuldstændig stille med slappe sejl, og hvorfra de eneste lyde, der vidnede om skibsmæssig aktivitet, hidrørte fra håndpumpen på dækket, der tungt, rytmisk, gurglede olieblandet vand op fra det lille skibs indre. Om bord på KIVIOQ befandt sig 7 noget rødøjede, trætte og beskidte mænd, skipper, matros, skibsdreng og kok samt tre geodæter, hvoriblandt jeg selv. Den tydelige træthed forhindrede dog ikke, at stemningen var ganske god: Mens skipperen, der stammede fra Allinge, sang højt på sit modersmål, pludrede vi andre muntert – tilsynekomsten af IRLAND betegnede nemlig for os den lykkelige afslutning på lang tid med dystre udsigter for såvel vort lille skib som for os selv.

Vi var startet fra Holsteinsborg ved middagstid tre døgn tidligere på sommerens første sejlads, der via den lille by Kangamiut skulle føre os til Fiskefjorden nord for Godthåb, hvor vi skulle indlede sommerens arbejde med opmåling af nogle af de indre landområder helt inde ved isen. Vinden var frisk fra nord og det var pænt klart vejr, så med søen agten ind dampede vi sydover efter at have afgivet ETA Kangamiut kl. 21.00 til Holsteinsborg Rdo.

Skærgårdssejlads, som vi ellers plejer at holde os til, er på dele af denne strækning ret vanskelig, så i betragtning af det pæne vejr, besluttede vi os til at tage hele turen udenskærs, selv om det ville blive en plage for os ikke-søfolk, der let påvirkes af buler på havet. Alt gik dog strygende, lige indtil klokken 19.30, hvor jeg fra min køje – dér havde jeg søgt hen for at berolige mine indvolde – hørte, at der blev arbejdet med koblingen, og samtidig mærkede at skibets bevægelser var blevet mere ubehagelige. Jeg kantede mig ud af køjen, kom op på dækket og hen til styrehuset, hvor jeg fik at vide, at koblingen ikke fungerede og næppe ville kunne udbedres de første par timer. Skibet lå tværs i søen med stævnen mod land, ca. 6 mil NV for Simiutakøen i mundingen af Sdr. Strømfjord. Vinden var taget til og sigtbarheden aftaget kraftigt. Selvom udsigten til at få udbedret skaden var begrænset, mente vi ikke, at der var nogen videre grund til bekymring.

KIVIOQ var rigget til med sejl, så noget af det første der blev gjort, var at forsøge at udnytte disse, og mens dette skete, ilede jeg til radioen for at underrette omverdenen om vore besværligheder. Gennem søsygen begyndte jeg dog snart at føle en vis uro, idet jeg konstaterede, at der ikke var strøm til radioanlægget, og endnu mere da en lidt nøjere undersøgelse viste, at defekten var at søge et sted mellem sikringskassen i maskinrummet, hvor ledningerne til radioen førte masser af spænding ind gennem et hul i skottet og radiorummet ude i forskibet, hvor de kom frem igen uden strøm. Ordentligt værktøj til fejlfinding og reparationer i skibets ledningsnet havde vi ikke ombord, og selvom vi havde haft det, ville vi i den hårde sø næppe have kunnet stille noget op. Nyheden om den defekte radio opmuntrede ikke de øvrige ombordværende, og minutterne, der fulgte, bragte ingen lysning, snarere tvært om; vores sejlføring viste sig at være alt for ringe til, at vi kunne navigere. Det var hverken muligt at få skibet så meget op i vinden eller at falde så meget af, at vi kunne få vendt stævnen fra land, og således som vi lå, drev vi langsomt, men støt ind mod kysten. Ud på aftenen kunne vi allerede se de mørke klipper gennem riften foruroligende højt op i tågedækket, brændingen der lå foran, kunne vi ikke se, men ganske tydeligt forestille os; ingen af os havde lyst til at krydse den, hverken om bord i KIVIOQ, i en af vore to joller, der nu hang i daviderne langs siden og på ubehagelig måde slog ned i søen, hver gang vi tog en overhaling, eller i den lukkede oppustelige flåde, vi holdt i beredskab.

Skipperens anstrengelser med koblingen gav i løbet af natten det nedtrykkende resultat, at krumtapakslen blev låst fast, så vi ikke kunne starte maskinen op – vi havde været nødt til at stoppe den under reparationsforsøgene – og dermed var vi henvist til at nøjes med den strøm vi havde på akkumulatorerne og bl.a. vente med at anvende radaren, til vi følte det helt nødvendigt.

*

Allerede nogle timer efter vi forlod Holsteinsborg, var vi blevet opmærksomme på, at skibet trak rigeligt vand - vi havde en mindre lækage ved rorbrønden, som ikke havde vist sig under prøvesejlads dagen før, men som nu stedse blev mere åben. Agter-kammeret, hvor vi boede to mand, var under vort fravær i løbet af et par timer blevet så fugtigt, at vandet på dørken skvulpede op i køjerne, og selvom vi hurtigt fik lukket en lem i dørken op og skaffede afløb, vedblev det at strømme så meget ind, at man skulle være en noget hærdet sømand for at kunne opholde sig dér ret længe. Der var dog ingen fare for, at vi med pumperne ikke skulle kunne holde trit med det indstrømmende vand, men efter at maskinen var brækket helt ned, måtte vi håndpumpe ca. 50% af tiden. Pumpearbejdet foregik ude på dækket, og jeg fik her lejlighed til jævnligt at få spulet resterne af mine indvolde af tøj og briller, og tillige gav det både motion og frisk luft.

Natten igennem søgte vi dels at udbedre de skader, der var sket, dels at forhindre, at vores situation skulle blive forværret. Ud på morgenen var vi kun knap tre mil fra kysten, og vi begyndte så småt at vente at høre klipperne ridse i den pæne nye maling i bunden, summen af 7 mands fantasi m.h.t. muligheden for at komme helskindede i land var, at vor eneste chance lå i et omslag i vejret, der kunne udskyde vor eventuelle stranding så meget, at vi forinden var blevet fundet af et venligsindet skib. Dette skete dog ikke, men alligevel opstod der helt uventet på mirakuløs vis grund til optimisme; hvad vi ikke havde været i stand til ved hjælp af sejl, drivanker og mange anstrengelser i løbet af en hel nat, blev nu besørget af en strømhvirvel på et øjeblik – skibet vendte, da vi kom ind i tidevandsfeltet fra Sdr. Strømfjord, og vi begyndte at fjerne os fra kysten. Forudsat at vinden ikke tog alvorligt til eller drejede ind mod land, regnede vi med, at nu var det kun et spørgsmål om at have tålmodighed en dags tid, så ville vi blive savnet og fundet.

Først på eftermiddagen gav vor lytten på en stor transistorradio, vi havde om bord, det forventede resultat; vi hørte, at man havde indledt en eftersøgning, og i forventning om når som helst at se redningen dukke op ude i tågen, holdt vi kanonslag, raketter og signalblus parate, og desuden foretog vi hver fulde time opkald på walkie talkies - disse arbejdede ganske vist på en for Geodætisk Institut speciel frekvens, men der var en chance for, at det andet af Instituttets skibe, der befandt sig ved Disko, ville erfare, at vi var eftersøgt og videresende oplysning om vor frekvens til eftersøgningsledelsen. Senere skulle det vise sig, at denne meddelelse var blevet afsendt, men af uforklarlige årsager forsvundet ud i den tågefyldte polarluft. Måske skyldes det, at der på det tidspunkt var ”black-out” i området, og kortbølgeforbindelserne derfor svigtede på længere afstande, resultatet var i hvert fald, at vore velmente MAY DAY’s aldrig blev opfanget. Nogen egentlig nødradio rådede vi ikke over, i flåden havde vi en lille "SARA" sender, men vi turde ikke pakke den ud, da vi frygtede, at den automatiske oppustning ville resultere i, at vi ret hurtigt mistede flåden i det hårde vejr.

Eftersøgningen, som vi via vor transistor kunne følge nøje, blev til vores skuffelse koncentreret til det område vi havde meldt vi ville gennemsejle Holsteinsborg-Kangamiut, men som vi på grund af vinden var drevet langt syd for, og mens der af mindst 4 store skibe, samt en helikopter fra Grønlandsfly blev søgt ihærdigt efter os i det ”gale” område, drev vi hver time stadig længere væk, hvilket betød, at den del af Davisstrædet, vi teoretisk set kunne befinde os i, bestandigt voksede.

Resten af torsdagen gik. Langsomt.

Natten derpå samt fredagen ligeså.

*

Fredag aften løjede vinden af, og kort før midnat lettede tågen i løbet af mindre end et kvarter. Vi havde hele tiden haft en vis fornemmelse af, hvor langt vi var drevet. (En plastikdunk næsten fyldt med vand og med en lang line havde tjent som log), og da vi nu pludselig fik landkending, viste det sig, at vi ikke havde taget helt fejl, vi lå ud for Sukkertoppen, men noget længere til havs, end vi havde regnet med; kun de høje fjelde ragede op over kimmingen, og vores fyrværkeri klokken 24.00 var ikke forbundet med noget reelt håb om at blive fundet – det var ellers meget smukt. Havet var stadig noget uroligt, men ikke mere end vi ved hjælp af vores drivanker (lavet af mesanen) kunne vende skibet. Så med kurs mod land ”piskede” vi nu afsted. Loggen viste cirka 0,5 knob indover, vind og strøm bevirkede vel ekstra 1–2 knob sydover, alt i alt kunne vi med lidt held drive ind til Godthåb i løbet af et par dage – eller til Cuba – eller hjem til Fyn.

Weekendvejret tegnede lørdag morgen til at blive meget smukt. Vor log overhalede os et par gange, mens alle mand holdt intenst udkig efter skibe. Jeg var ved at blive nervøs for, at vi skulle slide linserne i vore kikkerter op, da vi klokken 9.15 øjnede overbygningen af et stort skib med kurs ret på os. Just som vi så det, drejede det lidt af, men nærmede sig dog stadig. Til brug under vores arbejde i fjeldene havde vi medbragt nogle signalspejle, ved hjælp af hvilke, vi hele morgenen havde sendt lys rundt mod horisonten, og nu havde vi omsider et fast mål at blinke til. Sådan nogle formiddagssolstråler, der havde tilbragt en lang rejse med kurs mod KIVIOQ, blev just før de slog ned i dækket, indfanget af et spejl og sendt 10 mil hen over Davisstrædet hen mod den årvågne nethinde på det første menneske, vi fik kontakt med efter al modgangen startede. Reaktionen formidledes af andre solstråler via vore slidte kikkerter tilbage til KIVIOQ; skibet ændrede kurs og sejlede igen lige mod os.

Som tidligere nævnt, viste det sig at være IRLAND. Da de kom på prajehold af os, berettede vi hvem vi var, og bad dem give besked til Sukkertoppen, så vi kunne få assistance derfra. Vi fik til svar, at de allerede havde gættet vores identitet og nu insisterede på at bugsere os ind. Forestillingen om vores lille KIVIOQ på slæb efter et stort tankskib forekom os trods vor længsel efter lynhurtigt at komme i land noget grotesk, men forståeligt nok tog vi imod det uventede tilbud, og kort efter havde vi omsider igen skum for boven, mens vi for enden af den største trosse, KIVIOQ nogensinde har været i kontakt med strøg ind mod Sukkertoppen. Bruset fra bovvandet overdøvede komplet motorlarmen fra IRLAND, der lå 200 meter fremme, fjeldene rejste sig - og vi levede!