KIVIOQS REJSE

7' Thule-Ekspedition 1933

Efter at det var blevet bestemt i Slutningen af Maj Maaned, at jeg skulde føre Ekspeditionens 22 Tons store Motorkutter "KIVIOQ" fra København over Færøerne, Island til Angmassalik og i Grønland under Ekspeditionsarbejdet, fulgte nogle travle Uger.

Alt blev sat ind paa at komme af Sted saa hurtigt som muligt, og Afgangen blev bestemt til den 20' Juni, men flere forskellige Forsinkelser, særlig af formel Art indtraf, og det bevirkede, at vi først den 22' Juni Kl. 1700 kunde kaste los fra Toldboden.

Som Besætning fulgte:

1' Styrmand: Sætterskipper & Radiotelegrafist Niels S. Christiansen,
2' Styrmand: Styrmand Jens Olsen,
Matros: Matros Karl Friis,
Motorpasser: Motorpasser Thorvald Petersen foruden
Konservator U. Møhl-Hansen,
Ingeniør Mortensen og
Student Madsen, der skulde gøre Tjeneste om Bord paa Oprejsen.

Det var med glade Forventninger, at vi stod ud af Havnen, og med Glæde over endelig at være saa langt, at vi var klar af Forberedelserne.

Men hvor glade vore Forventninger end var, saa var vi dog nogenlunde klar over, at Turen næppe vilde forme sig helt som en Lysttur paa Furesøen, og næppe var vi kommet Sundet ud, før Havguderne krævede deres Tribut. Der var imidlertid ikke andet at gøre end at tage Tilværelsen med godt Humør, og det gjorde alle uden Undtagelse.

Den næste Dags Formiddag stod vi Skagen ud og vinkede et sidste Farvel til det gamle Land, og saa gik Rejsen videre med afvekslende godt og mindre godt Vejr forbi Lindesnæs og Fair Isle til Tværaa, hvor vi ankom den 27' Juni Kl. 1000.
Den første Del af Rejsen var gaaet godt, selv om vi ved Shetlandsøerne havde mindre fint Vejr i ca. 12 Timer, vi var glade for vort lille gode Skib, der havde vist sig fuldtud at svare til vore Forventninger.

Det kan imidlertid næppe skjules, at vi nød vort korte Ophold i Tværaa, det var dejligt at faa strakt de Ben, der nu i flere Dage havde haft travlt med at gøre sig kortere eller længere efter Skibets Bevægelser, og det var maaske endnu bedre at faa rigtig varm Mad, hvad vi ikke havde set overvældende til, de sidste Dage.

Næste Dag Kl. 0400 lod vi gaa og fortsatte Rejsen videre ad Island til i det fineste Vejr, vi endnu havde haft. Turen gik glat og uden Overraskelser, maaske vi dog kunde have ønsket os Vinden fra en lidt anden Kant, imidlertid 1øb vi ind i Reykjaviks Havn den 1' Juli Kl. ca. 1100.

I Reykjavik laa vi til den 8' Juli for at vente paa den øvrige Del af Ekspeditionen, der kom med Inspektionsskibet “NORDSTJERNEN", og Tiden blev benyttet til at rette forskellige Smaafejl og Havarier. Desuden havde vi den store Oplevelse at se General Balbo's Lufteskadre komme og slaa sig ned, - et imponerende Syn -.

Den 8' Juli Kl. 0130 gik vi atter fra Reykjavik, og nu medfulgte Ekspeditionens Leder Dr. Knud Rasmussen samt Filmsinstruktør Dr. I. Dalsheim i Stedet for Ing. Mortensen og Student Madsen, som var overgaaet til “NORDSTJERNEN".

Det var den sidste Etape paa Rejsen til Grønland, og til at begynde med saa det ud til at skulle blive en Rekordrejse; det gik strygende med fuld Motor og Vinden agterind, saa vi saa Land godt 2 Døgn efter, at vi havde forladt Reykjavik.

Vore glade Forventninger slog imidlertid ikke til, for vi kom ind i Isen mellem Erik den Rødes Ø og Cap Dan, og inden vi vidste et Ord af det, var vi gaaet saa fast i Isen, at vi var klar over, det vilde tage nogen Tid, før vi naaede igennem. Uheldet vilde, at vi om Morgenen, grundet paa et ubetydeligt Antennehavari, havde mistet en meget vigtig Ismelding fra Angmassalik, der vilde have sparet os meget Arbejde og megen Anstrængelse.

De Dage der fulgte blev anstrængende for alle om Bord. Isen var ofte saa tæt, at man ikke kunde se det Vand, man skulde bruge til at sejle i, og da vi ikke vilde lade nogen Chance uforsøgt, arbejdede vi saaledes, at den ene Dag ofte gik over i den anden uden Hvil. Hver Mand havde sit Arbejde og sit at passe, hvad enten det var Rortørn, en Baadshage til at stage Is med eller blot det at ligge paa Maven ud over Agterenden for at passe paa, at Skruen ikke kom for nær til Isen, thi var den havareret for os, havde det været katastrofalt for vor videre Fremfart.

I de Dage arbejdede vi os langsomt og knapt nok sikkert sydover langs Landet, og det var mangt et Stød og mangen en haard Tørn, som vort gode lille Skib maatte tage, men udover at der selvfølgelig ikke var megen Maling tilbage, tog det ingen Skade. Først den 12' Juli ud paa Eftermiddagen naaede vi rundt Cap Dan, og fik endelig Forbindelse med Grønlænderne fra den derliggende Boplads.

De kom til os over Isen i strakt Karriere med deres Kajakker paa Hovedet, skulde de over en Revne mellem Isflagerne gik de i Kajakken og lod sig rutche ud i Vandet for straks efter at komme op paa den næste Flage og løbe videre, det var en Oplevelse at se, og nu følte vi, at vi havde naaet vort Maal - vi var i Grønland. Det varede ikke længe, før vor Besætning var forøget med 14-16 Mand. Efter at de første Velkomsthilsner, der i Paranthes bemærket kostede os det meste af vort Rugbrød, var overstaaet, fortsatte vi vor Rejse ind ad Angmagssalikfjorden. Aldrig, tror jeg, har saa mange Mennesker danset omkring paa Isen, skubbende og stagende, for at skaffe Plads som ved denne Lejlighed, og aldrig, det ved jeg, er der blevet slidt med Mage til Humør, der var en Fest over denne sidste Ende af Rejsen, som man aldrig glemmer. Endelig ud paa Morgenstunden den 13' Juli lod vi Ankret gaa i en forholdsvis isfri lille Krog og gik til Køjs, - den Nat drømte vi alle om Is -.

Samme Dag ud paa Eftermiddagen naaede vi ind til Kolonien, hvor (vi) traf "NORDSTJERNEN", der havde haft en heldigere Fart.

Det vilde føre for vidt at give en detailleret Beskrivelse af hver enkelt mindre Rejse, saa jeg skal i det følgende indskrænke mig til kun at omtale de vigtigere.

Allerede den 15' Juli gik vi atter fra Angmagssalik, med en noget reduceret Besætning, for at gaa til Skjoldungen med et Benzindepot til Ekspeditionens Flyvemaskine, der skulde komme flyvende fra Ivigtut.

Selvom Forholdene med Isen allerede havde bedret Sig noget de sidste Dage, var der dog mange Steder paa Strækningen, hvor den var svær nok til at volde os Vanskeligheder, men paa den anden Side bød Isen paa god Sælfangst, der fik os til at glemme baade Træthed og Søvn. Ofte kunde vi rundt om os se Snese af store Klapmys ligge spredt paa Flagerne, og det var ikke sjældent, at Baaden nærmest var som et sejlende Fort, naar alle vore Rifler var i Gang samtidig, - vi var lige ivrige og lige blodtørstige allesammen. Derfor ankom vi ogsaa 2 Dage efter Afgangen til Finnsbu som en velassorteret Slagterbutik.

Ved Finnsbu mødte vi Finn Devold og Telegrafist Jensen, af hvem vi blev uhyre vel modtaget, de var glade ved at se Mennesker og høre lidt Nyt udefra, blot var det dem en Skuffelse, at vi ikke havde Aviserne fra Dagene omkring Haagdommen med til dem.

Vi fik Ordre til at blive ved Finnsbu for at afvente Geodætbaadene "DAGMAR" og “ANDREE"'s Ankomst sydfra, for at kunne assistere dem paa Vejen til Angmagssalik. De kom saaledes, at vi den 19' Juli om Morgenen kunne sætte Kursen nordover.

Uden Uheld naaede den lille Eskadre til Kolonien den 21' Juli med mindre Issejlads end paa Nedturen.

Herefter følger et Tidsrum paa 10 Dage, hvor Baaden blev anvendt til Fiskeriundersøgelser dels i Sermilikfjorden, dels i Angmagssalikfjorden. Det var dejlige Dage med Sommerens bedste Vejr, men ogsaa i denne Periode havde man sine Smaasorger, for hvem bryder sig om at se sit pæne Skib fyldt til Randen med graat Ler og Mudder, Tang og andre Herligheder, som Fiskedoktoren trak indenbords, man mente jo, det havde været mere hensynsfuldt, om han havde nøjedes med hvad der kunde bide paa Krog. Fortrydelsen var imidlertid hverken af en langvarig eller alvorlig Art, og forsvandt fuldstændigt, naar vi fik Indblik i Mærkværdighederne, der kom frem af Mudderet. Og de Dage hvor Fiskedoktoren, med svære Beskyldninger om, at vi var mere materielt end videnskabeligt interesserede, serverede Laks for os, var vi ligefrem glade for ham.

I Tiden fra den 31' Juli til den 4' August gik vi, sydpaa til Pikiudtlek med Ekspeditionslederen og en Del af Filmsexpeditionen for at faa nogle Optagelser af Sæljagt paa Isen, som imidlertid ikke blev til noget, da det viste sig, at Isen allerede da var næsten gaaet fra Kysten og Sælerne med den.

Straks i Starten til denne Tur, var vor rare Fiskedoktor nær blevet Skyld i et Hundemord, idet 2 af de Hunde, vi havde med, i et ubevogtet Øjeblik saa deres Snit til at sluge nogle formalinpreparerede Laksemaver – det skulde de aldrig have gjort -.

Den 7' August gik vi atter sydpaa, denne Gang med 2 Nedrejsedepoter til Geodæterne, 1 til Umivik og 1 til Tingmiarmiut, og nu, knap en Maaned efter vor Ankomst til Kysten, havde vi aldeles isfri Sejlads langs hele Kyststrækningen, bortset fra den konstante Isfjelds- og Kalvisfane, der staar ud fra Bernstoffsfjord. Rejsen forløb programmæssigt, og vi var atter tilbage til Angmagssalik den 11' August.

Nu nærmede vi os til Sommerens store Oplevelse, Turen som vi alle i Baaden længe havde glædet os til, - Turen til Scoresbysund.

Det var det helt nye, - de fleste af os kendte jo Kysten Syd for Angmagssalik fra Aaret før -, der trak.

Endelig den 14' August afgik vi fra Angmagssalik. Besætningen var inclusive Exspeditionslederen, 1 Filmsfotograf og 3 Grønlændere, paa 12 Mand, saa vi havde fuld Hus.

Den første Dag gik vi indenskærs til Sermiligak, hvor vi traf en Familie i Sommerlejr, og hos disse gæstfrie Mennesker, blev Vi for første Gang præsenteret for noget hengemt Narhvalmatak - 3 Maaneder gammelt sagdes det at være - det var noget af en Oplevelse, selv om der var stærkt delte Meninger om Velsmagen.

Den 15' August ved Daggry fortsatte vi nordover indenskærs til Lakefjord, hvor Watkin's Ekspeditionen holdt til, og senere paa Dagen gik Turen videre saaledes, at vi sent paa Aftenen kunde ankre paa Fjorden lige Syd for Cap Gustav Holm, hvor vi skulde træffe Geologholdet.

Om Isforholdene havde vi fra Oberst Lindbergh faaet at vide, at vi Sandsynligvis paa Vejen vilde møde store "Klatter" af Havis, der var i Drift sydover langs Kysten, hans Observation gik ud paa, at Isen kom i Portioner, og det viste sig at holde Stik, saa vi Mange Gange blev tvunget 15-20 Sømil til Søs for at omgaa disse Portioner, medens der til andre Tider var aldeles isfrit helt ind til Kysten.

Næste Morgen Kl. Ca. 0300 gik vi an igen og afsøgte Fjorden for at finde Geologbaaden, som vi imidlertid senere traf sammen med Geodætbaaden i Isen et Par Sømil indenfor øen Nanortalik, der ligger lige udenfor Cap Gustav Holm.

Med Geologbaaden paa Slæb fortsattes Rejsen nordover i fint, klart, stille Sommervejr, med forskellige smaa Afstikkere ind til Kysten, for at Geologen kunde samle Prøver.

Ved 1400 Tiden forsøgtes det at komme ind til den berømte Boplads ved Noalik, som Ekspeditionslederen meget gerne vilde se, men Farvandet mellem Fastlandet og Øen Søndre Aputitek var svært fyldt med Kalvis fra Kruses Fjord, og yderligere viste det sig, at der strakte sig en Række undersøiske Skær tværs over Noalikfjordens Munding, og da vi først havde rørt ved dem, blev det bestemt at opgive Forsøget.

Vi var imidlertid meget kede af ikke at faa Lejlighed til at se de "Dødes Hus", og muligvis medbringe yderligere eskimoiske Efterladenskaber derfra.

Kysten mellem Noalik og Kangerdlugssuaks Munding var opfyldt af Is, saa vi blev tvunget ret langt til Søs for at undgaa for mange Besværligheder, - men iøvrigt ser hele denne Strækning ikke særlig gæstfri ud, - saa at sige hele Vejen ligger Isen, som efter Grønlændernes Udsagn ikke har Forbindelse med Indlandsisen, helt ud i Vandet, Bræ ved Bræ.

Selv ude til Søs, kom vi gennem store "Klatter" af Havis, og i de mørkeste Timer af Natten var det temmelig vanskelig at finde Vej gennem Isen, fordi det blanke Vand i Halvlyset og det fuldstændige stille Vejr næsten ikke var til at skelne fra Isen.

Ud for Kangerdlugssuaks Munding, vel 10-15 Sømil til Søs, traf vi 6 norske Ishavsskøjter[MOU1] , der efter egen Opgivelse fiskede Havkat paa Langliner - nægtes kan det ikke, at det paa denne ellers aldeles øde og mennesketomme Kyst virkede næsten oplivende at møde andre Mennesker, og hvad der ogsaa gjorde Indtryk af mere Liv, var alle de Malemukker som havde samlet sig for at leve højt paa Affaldet.

Den 17‘ August om Morgenen stod vi Mikisfjord ind, og fandt Fjorden fuldstændig Isfri. Her saa paa en Maade mere venligt ud end paa den sidst passerede Del af Kysten, her var ingen udstrakte Ismarker, men rødbrunt - ganske vist nøgent Fjeld -, der gik lige ned i Vandet og virkede ganske behageligt.

Vi gik straks 1 Land for at se, hvorledes det gik med Ejnar Mikkelsens Hus, om det havde været besøgt af Bjørne eller Mennesker i Vinterens Løb - det stod fuldstændigt, som det var efterladt, i den fineste Stand.

Imidlertid nød vi atter at faa strakt Benene lidt, og i de følgende Timer var der megen Travlhed med de forskellige Indsamlingsarbejder.

Ud paa Eftermiddagen lettede vi for at gaa til Kangerdlugssuak, for at undersøge Fangstforholdene der, og hen under Aften ankrede vi paa "SØKONGENS" Plads i Uthenthal's Sund. At der her var gode Fangstforhold blev man hurtigt klar over, for vi mødte utallige Sæler i Sundet, og det satte naturligvis vore Grønlænderes og vort eget Humør i kendelig Grad i Vejret, - vi havde derfor daarligt faaet Ankeret i Bund, før de drog af i deres Kajakker, bevæbnede til Tænderne.

Næste Morgen tidlig drog Ekspeditionslederen, og nogle andre, af i Geologbaaden for at undersøge nogle ejendommelige gamle Husruiner i Indløbet til Sundet, som vi havde observeret Aftenen i Forvejen, og da det kort Tid efter faldt i med Taage, blev Kutteren liggende for at afvente sigtbart Vejr.

Ventetiden benyttede Fiskedoktoren til at gaa i Gang med sine Undersøgelser, og ved denne Lejlighed, kunde han notere en stor Triumf, idet det paa en eller anden besynderlig Maade lykkedes ham at fange en Sæl i sin Bundskraber, oven i Købet i den mindste.

Allerede om Eftermiddagen lettede Taagen, og vi gik derefter tilbage til Mikisfjord efter at have optaget Ekspeditionslederen og hans Udgravningshold.

Var Mikisfjord isfri, saa kunde det samme ikke siges om Kangerdlugssuak, for her var der rigeligt med Kalvis helt ud til Mundingen og vi ansaa det for at være forbundet med store Vanskeligheder, om ikke umuligt, at trænge væsentligt længere ind end til omkring Skærgaardsøen og Uthenthals Sund - i alle Tilfælde saaledes som Forholdene saa ud paa dette Tidspunkt.

Ud paa Aftenen kom "NORDSTJERNEN" til Mikisfjord, og da "DAGMAR" ogsaa var kommet i Løbet af Dagen, var atter den største Del af Ekspeditionen samlet i nogle korte Timers fornøjeligt Samvær.

Den 19' August om Eftermiddagen forlod vi Mikisfjord, og satte Kurs ad Scoresbysund til, medførende foruden meget andet 12 Tønder benzin som Depot for Flyveren. Paa denne Rejse fulgte Geologen og Kapt. Pedersen med i Stedet for Fiskedoktoren og Matros Friis, der sammen med nogle Grønlændere var blevet udstationeret i Uthenthals Sund i et af Ejnar Mikkelsens Huse, for at drive biologiske Undersøgelser.

Det var besynderligt at sejle langs den saa berømte og vel ogsaa berygtede Blossevillekyst og saa godt som ikke træffe en eneste Stump Is, der kunde genere os og vor Fremfart – det gik derfor strygende opover – næsten for godt efter vor Mening, for vi havde tænkt os lidt Bjørnejagt dels, først og fremmest, med Kameraet, og dels paa almindelig Vis med vore Bøsser, men i lang Tid maatte vi nøjes med en enkelt forvildet Klapmydsunge.

Den 20'August om Eftermiddagen saa og passerede vi Pourguoi Pas lidt sønden for Cap Dalton og samme Aften blev der raabt Bjørn!.

I samme øjeblik var alle som elektriserede og i en fast utrolig Fart, var alt hvad der hed Rifler mobiliserede. Heldigt var det, at Ekspeditionslederen havde betinget sig at fordele Vildtet mellem alle os blodtørstige Jægersmænd - paa den Maade undgikkes tvivlsspørgsmaal om hvem der i paakommende Tilfælde havde været Mesterskytte og under alle Omstændigheder, Kameraet havde første Ret.

Det havde det ogsaa her, men desværre var det for mørkt til at fotografere, saa hvad nu.

Vi, der var Jægere, bestormede Exspeditionslederen og søgte efter alle Kunstens Regler at forsikre ham, om det umulige i at holde Føling med en svømmende Bjørn til det blev lyst - den var nem at miste mellem Isstumperne – det vilde blive for mørkt – maaske fik vi Taage - o.s.v. o.s.v. i een Uendelighed, men ligemeget hjalp det vi skulde gøre vort bedste - det gjorte vi!. Tanken om ikke at faa Sommerens største ønske opfyldt, naar vi var saa nær ved det, kunde have faaet os til at holde ud i flere Dage i Træk er jeg overbevist om.

Det blev den mest spændende Nat, vi oplevede i hele Sommeren, med mange Hjertekvababbelser og mange angstfulde Øjeblikke, for det hændte ikke sjældent, at Bjørnen fik gemt sig bag et eller andet Stykke Is, eller upaaagtet ændrede Kurs, men ligemeget hvordan den teede sig, holdt vi alligevel fast i den gennem de mørke Timer.

Saa skete der imidlertid ved 0400 Tiden om Morgenen det forfærdelige, at der pludselig dukkede endnu en Bjørn op, og da Baaden jo daarligt kunde være mere end et Sted, havde Forvirringen nær grebet os. Fortvivlede Forsøg blev gjort paa at faa Ekspeditionslederen til at afsige Dødsdom over den ene af dem, men uden Resultat.

Men saa kom Naturen os til Hjælp – vor første Bjørn var blevet saa træt af Nattens Anstrængelser, at den saasnart den mærkede, at Forfølgelsen stoppede, gik op paa den nærmeste Isflage, og lagde sig til at sove. Dermed var Opgaven for saa vidt løst, men saa gav vi os til at forsøge at lassoe den sidste Bjørn, for at bringe dem sammen, men trods de hæderligste Anstrængelser lykkedes dette dog ikke. Her ender egentlig Bjørne Historien; nogle Timer senere havde Kameraet faaet “skudt" det tilstrækkelige Antal Meter Film, og vi andre vor Mordlyst styret, saa begge de 2 stolte Dyr laa paa Dækket og Rejsen blev fortsat nordover.

Natten mellem den 21' og 22' August sejlede vi over Scoresbysund med Kurs mod Kolonien i stille klart Vejr, Fjeldene mod Nord laa med den skønneste Himmel, der gik fra dybrødt over i natblaat, som Baggrund. Selv om man er vænnet til skønne Belysninger i Grønland, gjorde dette pragtfulde storslaaede Landskab et uudsletteligt Indtryk paa os.

Der var megen Is i Fjorden, saa det tog en Del Tid at komme over, og da vi naaede hen til Cap Tobin viste det sig, at Kolonien var spærret, saa selv de hæderligste Anstrengelser for at komme ind vilde være haabløse, hvorfor vi gik til Ankers ved Kysten lidt inden for Kappet, og længe varede det ikke før vi havde Besøg fra Land.

I Løbet af Formiddagen gik vi til Hurry Inlet, for at søge efter en isfri Landingsplads for Flyvefartøjet. Vi fandt den, og fandt hvad der var lige saa heldigt en stor Flok Moskusokser, som straks blev Offer for vort Filmskamera.

Grundet paa nogle Uheld ved Telegraferingen glippede forbindelsen med "NORDSTJERNEN", saaledes at vi ikke fik Luftfartdiæt til Scoresbysund og derved mistede Chancen til at faa fotograferet den nordlige Del af Blossevillekysten.

Vi saa dog et Luftfartøj, idet vi en Eftermiddag i Hurry Inlet fik Besøg af Dr. Lauge Kock, de 2 Ekspeditionsledere fik saaledes Lejlighed til at udvexsle Nyheder.

Efter at have besøgt Bopladsen Cap Hope, og et Besøg i selve Scoresbysund som foretoges i Koloniens Motorbaad, satte vi den 25' August atter Kursen sydover langs Kysten og gik ind til Cap Dalton den 26' August om Formiddagen.

Her inspicerede vi Amdrup's Hus samtidig med, at Geologen samlede Forsteninger i store Mengder – og der blev foretaget Indsamling af anden Art.

Kl. 1400 lettede vi igen og fortsatte vor Rejse for inden Aften at gaa til Ankers paa en lille Fjord lige Nord for d'Aunnay's Bugt. Her laa vi Natten over, og det meste af næste Dag, i det sureste Blæse- og Regnvejr, vi endnu havde set paa Turen.

Endelig den 26'August var vi atter tilbage til Mikisfjord, hvor vi traf “NORDSTJERNEN" og de øvrige.

Det skal siges om Blossevillekysten, at det er imponerende, hvor godt det eksisterende Kort er, naar man betænker, hvor vanskelige Forhold den er blevet opmaalt under.

Den 30' August afgik vi fra Mikisfjord for ikke mere at vende tilbage. Turen gik først til Uthenthals Sund for at afhente de udstationerede. Vi fandt dem i det mest straalende Humør, og havde nærmest Indtrykket af, at de var kede af at skulle forlade deres dejlige Sommervilla. Der fulgte nogle travle Timer med at laste Baaden, og det var ikke nogen ringe Last vi fik, thi foruden Udrustningen havde Fangerne omkring 50 Sæler + Størsteparten af en Narhval, og da vi selv endnu havde betydeligt Bjørnekød, vil man kunde forstaa, at vi atter en Gang var at ligne et velassorteret Kødudsalg.

Resten af Rejsen sydover gik glat med en Afstikker til Lakefjord, hvor vi, for at faa Top paa Læsset, tog Watkin's Ekspeditionens Gods om Bord.

Den 1' September om Aftenen kunde vi ankre ved Tibarbik i Angmagssalikdistriktet, hvor Filmsekspeditionen opholdt sig - Sommerens store Rejse var endt.

Isen havde, som det vil fremgaa af det foregaaende, ikke voldt os det mindste Besvær — paa Opturen fra Angmagssalik til Scorebysund, havde vi mødt nogle enkelte "Isportioner", der strakte sig i det højeste 10 - 15 Sømil til Søs og endda ikke var særlig svært sammenpakkede.

Paa Turen ned saa vi ingen Is, uden ganske enkelte Isfjelde, hvilket kunde tyde paa, at Forholdene er anderledes end i de tidligere Aar, selv om man antagelig maa regne dem for exceptionelle.

Nu følger en Tid, hvor vi ikke var paa længere Rejser, men opholdt os paa Angmagssalikfjorden, hvor vor væsentlige Opgave var at transportere Filmsekspeditionen fra det ene Sted til det andet, eftersom Forholdene krævede det.

Havde nogen inden vi tog hjemmefra fortalt mig, at vi skulde komme til at sejle med op til 100 Passagerer, havde jeg ganske bestemt afvist Tanken som ugørlig, men det hændte ikke saa sjældent endda.(1)

Man vil kunde forstaa, at der rørte sig et broget Folkeliv om Bord - skønt rørte vel er et daarligt Udtryk - dertil var Pladsen for indskrænket, – var en eller anden saa heldig, at have en Plads paa Toppen af Læsset, var det nok værd at beholde den. Det var morsomme Dage, med mange fornøjelige Episoder - saaledes hændte det en Dag at en ældre Kone, som sad paa Bagagelæsset lige foran Styrehuset, besvimede af Skræk, da jeg trak Afgangssignal i Fløjten. Jeg blev ulykkelig og troede, at der var sket noget forfærdeligt, men da Konen snart efter kom til sig selv, opløste det sig selvfølgelig i Latter.

Fra den 17' September til den 21' September gennemsejlede vi Kysten fra Oksefjord til Angmagssalik, for at Geologerne kunde gøre Indsamlinger paa denne Strækning, nu var Nætterne begyndt at blive godt mørke, saa vi maatte indskrænke os til at benytte Dagene, og yderligere var vi utvivlsomt kommet ud af den gode Vejrperiode, saa Vejret ofte lagde os Hindringer i Vejen, kort sagt vi havde den bedste Tid bag os.

Lige efter vi var kommet hjem fra denne Rejse sagde vi Farvel til “NORDSTJERNEN", der skulde hjem, og vi var nu alene tilbage i Kolonien og begyndte selv saa smaat at tænke paa vor Nedrejse. Efterhaanden havde vi bragt de sidste af Filmens Grønlændere hjem til deres forskellige Bopladser med deres Grejer og Forsyninger.

Ekspeditionslederens Sygdom forsinkede yderligere Afrejsen saaledes, at vi først den 12' Oktober Kl. 0030 paa Slaget kunde starte paa Hjemrejsen til Julianehaab.

Paa denne Tur var vi 11 Mand til at dele Skibets 6 regulære Køjer og 2 Kistebænke, Tale om at sove i Lasten var der ikke, da denne dels var stuvet til Randen og yderligere maatte holdes lukket under Hensyntagen til Vejret.

Jeg skal til Turen bemærke, at vi Sommeren igennem havde lagt mærke til Isen, saaledes at mine Erfaringer gik ud paa, at var man blot mellem 50 - 100 Sømil af Landet, vilde Chancen for at møde Is være meget ringe, da det nu var af afgørende Betydning hurtigst muligt at komme igennem, tog jeg ikke i Betragtning at sejle Nat og Dag, til Trods for at vi var godt forbi Fuldmaane.

Det viste sig, at mine Beregninger slog til, således at vi kunde holde vor Fart hele Tiden Nat som Dag, bortset fra et Par enkelte Timer, hvor vi havde Snetykning.

Den 14' Oktober i de allerførste Timer, kom vi ind mellem Skærene Øst for Aluk 10 - 15 Sømil foran Bestikket - Strømmen havde narret os saa meget i 12 Timer, hvor vi grundet paa tykt Vejr ikke havde set Kysten.

Vi gik derefter gennem Prins Christians Land og fortsatte efter et ganske kort Ophold i Augpilagtok til Nanortalik, hvor vi ankom Kl. 1830.

Næste Dag naaede vi Julianehaab ud paa Eftermiddagen, og dermed var egentlig Ekspeditionens Hovedopgave tilendebragt.

I den Maaned der fulgte under den egentlige Afrigning var Baaden Transportmiddel for Resten af Filmsekspeditionen i Omegnen af Julianehaab det meste af Tiden. Dog var vi en Tur til Ivigtut for at opnaa Forbindelse hjem for nogle af Medlemmerne. Og endelig var vi den 3' November paa Lindenowsfjorden for at afhendte noget Gods, - vi var saa heldige at slippe frem og tilbage mellem 2 Storme og at have Fuldmaane saa vi var i Stand til at sejle Døgnet rundt.

Den 11' November oplagdes Baaden i Julianehaabs Havn for Afrigning og vi kunde se tilbage paa Sommerens Sejlads paa ca. 7200 Sømil uden Havari og Uheld af nogen Art.

Note

(1) Folk som har gæstet skibet vil have svært ved at tro denne del af beretningen og vurdere den som en 'sømandshistorie'. Men den er faktisk god nok. I Tegners logbog er der ved en enkelt lejlighed talt 107 passagerer ombord på KIVIOQ på en tur over Angmagsalik Fjord.