1934-1974 Fire årtier med geodæterne

Geodæternes blå både

AF Helge Schultz-Lorentzen

Som regel opererede geodæternes blå både sammen, og hovedsagelig var det opmålingsarbejdet, der optog det meste af sæsonen. Det skete dog også, at bådene blev sat på særopgaver. I 1933 var ANDRÆ således med Janus Sørensen som fører deltager på Knud Rasmussens 7. Thuleekspedition, mens W. A. GRAAH og I. P. KOCH var på opmåling på strækningen Holsteinsborg - Egedesminde - Umanak.

Som erstatning for ANDRÆ havde man fået stillet m/b PER til rådighed. Den var udsendt samme år som lægebåd til Egedesminde, hvortil den først blev afleveret hen på efteråret. 1933 blev i øvrigt et hektisk år for ANDRÆ og Janus Sørensen, som udrejste med GERTRUD RASK til Egedesminde, hvor han opsatte Egedesminde Radiostation. Derefter fortsatte han til Holsteinsborg, hvor han ligeledes opsatte radiostationen samtidig med, at han riggede ANDRÆ til. Derpå gik turen til Jakobshavn for at opsætte radiostationen der, inden ANDRÆ endelig kunne sejle sydover for at indgå i 7. Thuleekspedition.

Efter en lang og besværlig rejse, hvor isen gang på gang lagde forhindringer i vejen, nåede man den 14. juni omsider til Julianehåb sammen med marinekutteren MAAGEN. Derefter gik turen til Ivigtut med Knud Rasmussens motorbåd DAGMAR på slæb. Inden turen gik videre til Østkysten foretog geodætholdet på ANDRÆ opmåling i Julianehåb distrikt.

I 1933 udsejlede ANDRÆ 5243 sømil i løbet af 103 sejldage.  

Familien forøges  

Trillingebådene fik nu en søster, motorkutteren KIVIOQ. KIVIOQ var bygget på K. Andersens skibsværft i Frederikssund vinteren 1932-33 til Knud Rasmussen og søsat den 16. juni 1933 (1). Den var på 22 brt. og 47 fod i længden. Der var indrettet køjeplads til 6 personer fortil og 2 agter. Desuden var der et rummeligt lastrum. Apteringen blev imidlertid ændret flere gange i årenes løb, ligesom motoren – 71 HK, 2 cyl. Tuxham – senere blev udskiftet.  

KIVIOQ var sejlet op fra Danmark for at indgå i 7. Thule-ekspedition 1933 med søløjtnant I. V. Tegner som fører. Med det nyerhvervede fartøj foretog Knud Rasmussen en række rekognosceringsrejser langs den østgrønlandske kyst og nåede helt til Scorebysund. 

Senere medvirkede KIVIOQ i forbindelse med optagelsen af filmen Palos Brudefærd, og i oktober sejlede KIVIOQ den alvorligt syge Knud Rasmussen fra Ammassalik til Julianehåb på knapt 4 døgn.

Efter Knud Rasmussens død den 21. december 1933 blev KIVIOQ købt af Marineministeriet, som stillede fartøjet, der var oplagt i Godthåb, til rådighed for Geodætisk Institut i sommeren 1935. Geodæterne blev imidlertid så glade for båden, at man købte den af Marineministeriet. Den 25. marts 1936 blev KIVIOQ indført i skibsregistret som tilhørende Geodætisk Institut. 

Et væsentligt argument for at erhverve båden var, at man havde brug for et større og hurtigere fartøj, bl.a. fordi man havde planer om at anvende heste til at transportere felt- og opmålingsgrej mellem posterne på land. KIVIOQ ville egne sig bedre til at have et par heste stående på dækket end de tre andre geodætbåde. Denne plan blev dog aldrig virkeliggjort.

Krigsårene

Under krigen var det kun I. P. KOCH og W. A. GRAAH der kom til at sejle, men ikke for geodæterne. Fra november 1940 til juni 1942 var I. P. KOCH vagtbåd for de i Ivigtut stationerede amerikanske soldater, mens W. A. GRAAH sejlede for Administrationen i Godthåb. Fra 2. juli 1942 til 22. juli 1945 byttede de to både roller. I. P. KOCH blev rejsebåd for kaptajn Chr. Vestmar, som efter s/s GERTRUD RASKs forlis i 1942 blev skibsinspektør for statens fartøjer i Grønland.

W. A. GRAAH kom til Ivigtut og sejlede her som vagtbåd til krigens afslutning. Disse år gik hårdt ud over såvel I. P. KOCH som W. A. GRAAH, og begge fartøjer skulle gennem et grundigt og langvarigt værftsophold i Holsteinsborg, inden de kunne anvendes igen.

KIVIOQ stod syv et halvt år på værftet i Holsteinsborg – fra efteråret 1938 til foråret 1946. Der var ellers bud efter den. På Landsrådets møde i Godthåb 1943 foreslog medlemmet fra Holsteinsborg, Frederik Lennert, at KIVIOQ blev solgt til kommunen, som kunne anvende fartøjet til hvalrosfangst og fiskeri. Forslaget blev afvist, dels fordi KIVIOQ jo var Geodætisk Instituts ejendom, og dels fordi båden var i besiddelse af den eneste maskine, der kunne bruges som reserve, hvis en af skonnerternes maskiner skulle bryde sammen. 

I marts 1946 vendte geodæterne tilbage, og KIVIOQ blev atter søsat. Det var med stor spænding og nogen bekymring Janus Sørensen imødeså gensynet med sit kære skib, der dog viste sig i rimelig god stand efter de mange år på land. Også ANDRÆ, som havde tilbragt et år mindre på land, havde det godt. 

Fra 1946 fortsatte geodæterne deres opmålingsarbejde, og de blå både med KIVIOQ som flagskib viste sig atter i byerne langs kysten.

I 1952 var KIVIOQ, OLE RØMER og THYCO BRAHE på opmåling i Thule-distriktet. I. P. Koch lå hele sommeren til ankers i Ulkebugten med maskinhaveri, mens  W. A. GRAAH og ANDRÆ var på opmålingsarbejde på vestkysten. I 1953, 54 og 55 var alle 5 både på arbejde for Geodætisk Institut. Dog var ANDRÆ det sidste år udlånt til geologerne i Sydgrønland i en periode. 

Geodæterne var efterhånden nået så langt i deres kortlægningsarbejde, at man i de kommende år hovedsagelig skulle operere på Østkysten og i Thuleområdet, hvortil de tre gamle geodætbåde var uegnede. Desuden betød anvendelse af ny teknik, hvor bl.a. luftfotografering i langt større omfang blev anvendt, at man kunne klare sig med de tre store både: KIVIOQ, OLE RØMER og THYCO BRAHE foruden benyttelse af helikoptere. Geodæterne afleverede trillingebådene.

Allerede tidligt i foråret 1956 forlød det, at Geodætisk Institut overvejede at aflevere geodætbådene ANDRÆ, W. A. GRAAH og KOCH til Ministeriet for Grønland.

I vinteren 1957-58 var KIVIOQ en tur i Danmark, hvor det 25 år gamle fartøj fik installeret en ny og kraftigere motor samt fik foretaget en grundig kølhaling. Tankene blev udskiftet, hvilket gav mulighed for en bedre udnyttelse og mere hensigtsmæssig aptering i salonen, hvor der kunne blive plads til en køje mere. På turen til Danmark fulgtes KIVIOQ med OLE RØMER og THYCO BRAHE. De forlod Holsteinsborg den 3. september og ankom København den 27. september efter et ophold i Reykjavik på 6 dage.

Gennem de næsten 50 år geodæternes blå både sejlede i Grønland var de forskånet for større uheld. Maskinskade, dårligt vejr og påsejling af skær har de alle været udsat for, men altid klaret sig uden større dramatik. Takket være bådenes radio har man kommunikeret flittigt med hinanden og i stor udstrækning hjulpet hinanden, hvis der var behov for bugsering eller rådgivning i forbindelse med motorhavari. 

Helt forskånet for dramatiske hændelser var man imidlertid ikke. Der var således grund til bekymring, da KIVIOQ i Juli 1974 blev meldt savnet på rejse sydover fra Holsteinsborg. (Hændelsen er udførlig omtalt i næste kapitel, red.)

I foråret 1977 blev OLE RØMER solgt på en auktion i København. Samme år overtog GGU KIVIOQ, som endnu engang måtte omregistreres som nu tilhørende GGU og hjemmehørende i Holsteinsborg. KIVIOQ kom imidlertid kun til at arbejde for GGU et enkelt år (1977), og fik da heller aldrig ændret sin lyseblå farve.

(1) Helge Schultz Lorentzen udtrykker her, hvad sagkundskaben indtil da gik ud fra, nemlig at Knud Rasmussen bestilte byggeriet af en 21 tons hajkutter. I dag ved vi, som det fremgår af denne bogs kapitel 2, at båden allerede var bygget og lå på lager, hvorefter den blev 'omforandret' til polarforskerens formål.